En stille, rolig og dramatisk dag

D. 14/6 var en dag, som viste sig at blive utrolig spændende. Måske endda lidt for spændende! Fie og jeg havde aftalt, at vi skulle ud at sejle i havkajak på Tanganyikasøen, og planen var, at vi bare skulle tage det stille og roligt, slappe af og nyde naturen, men somme tider kan tingene vise sig fra en helt anden side end forventet, så alle ens forestillinger og ideer ændres til noget fuldstændig anderledes. Sådan kan man jo blive overrasket, og det skal jeg lige love for, at vi også blev.
Dagen startede kl. 07.30 om morgenen, hvor vi smurte madpakke, spiste morgenmad og gjorde os klar til vores udflugt. Herefter gik turen over bjerget, over på logden, hvor vi skulle leje kajaken og sejle fra. Der var helt stille vejr fra morgenen, solen var på vej op, og luften var stadig en smugle kølig. Jeg nåede lige at få en kop kaffe, inden vi pakkede vores ting ned i båden og satte den i vandet. Ideen var, at vi skulle sejle rundt om en ø kaldet Mandekiringe, og turen ville tage ca. 3-4 timer. Det gik godt det første stykke vej, hvor vi oven i købet også fik taget nogle billeder, men da vi var kommet et godt stykke vej, og havde passeret den første side at øen, blæste det op, og bølgerne blev ligeså stille større og større. Det var meningen, at vi skulle sejle mellem to øer, for at undgå at sejle langs en bugt, men sådan kom det ikke til at gå. Da vi havde sejlet et stykke tid, blev bølgerne efterhånden endnu større, vinden tog til, og strømmen blev stærkere – så stærk at vi til sidst følte, at vi ikke længere havde styringen over kajakken. Vi kunne faktisk hverken komme frem eller tilbage, til højre eller til venstre, og derfor besluttede vi, at lægge til land så snart vi kunne komme til det. Det var i sig selv lidt af en udfordring, da der kun var klippesider langs øen. Mens vi kæmpede for at nå hen til bugten, så jeg pludselig noget stort bevæge sig i vandet. Længe prøvede jeg at overbevise mig selv om, at mine øjne tog fejl, men til sidst måtte jeg give efter og erkende, at der faktisk lå en 3-4 meter lang krokodille i vandet omkring 4-5 meter væk fra båden. Den var mindst ligeså lang som kajakken. Vi har hele tiden vidst, at der er krokodiller i Tanganyikasøen, men vi har også hele tiden vidst, at man skal være utrolig heldig for at se en – men, i dag havde vi altså ”heldet” med os. Normalt synes jeg, at der skal en del til at skræmme mig, men jeg må indrømme, at jeg blev bange i denne situation, faktisk så bange at jeg ikke engang følte, at mit hjerte begyndte at hamre hurtigere, men snarere at det stod helt stille. Jeg vendte mig i båden og sagde til Fie, at jeg synes, vi skulle sejle ind i bugten og ligge til land nu, hvortil hun svarede ”hvorfor”, da det var svært at komme ind pga. bølgerne. Der gik dog ikke mere end et sekund, før hendes øjne blev store og hun sagde ”Sig ikke mere – jeg har set den”, og den havde også set os. Så gik det stærkt. Årene blev stukket dybt i vandet, og vi lagde alle vores kræfter i. Fie havde sagt 5 minutter tidligere, at hun snart ikke havde flere kræfter, men jeg skal lige love for, at de kom tilbage, da det gjaldt! Vi padlede og padlede, og til sidst lykkedes det os at komme ind i bugten, hvor vi fik øje på en lille landsby, hvor vi kunne ligge til land. Bølgerne var dog så store, at vi måtte svømme det sidste stykke ind. Landsbybeboerne så noget overrasket ud, da der pludselig kom svømmende to hvide piger med bare ben og en kajak, men de kom os hurtigt til hjælp, så vi kunne få løftet kajakken ind på land. Det var sjovt at se, hvordan alle børnene, mænd og kvinder samledes rundt om Fie og jeg, som sad trætte på båden. Nu kom det næste problem. Hvordan kom vi tilbage? Bølgerne var for store til, at vi turde sejle ud igen, og det var heller ikke ligefrem det, vi havde mest lyst til efter vores møde med krokodillen. Vi havde min mobiltelefon med, men vi kom hurtigt i tanke om, at jeg kun havde få numre derpå, da min rigtige telefon var gået i stykker nogle dage forinden. Heldigvis havde Fie ladet sin telefon ligge tilbage til opladning i baren på logden, og der var ikke andet at gøre end at prøve at ringe og håbe på, at nogen tog den. Vi fandt en smule forbindelse på en bakke på øen, og ringede så for de sidste penge jeg havde på mobiltelefonen, og heldigvis fik vi fat i Chris (ejeren af logden). Vi forklarede ham situationen, og han lovede at komme og hente os i hans båd. Mens vi ventede, snakkede vi lidt med børnene og kvinderne, som var sammen med os. Nogle af kvinderne brugte det meste af tiden på at overtale os til at give dem cigarretter. Endelig så vi Chris sejle om hjørnet ind i bugten og til vores forbavselse, begynde vi at vinke lidt med padlerne, som om at vi endelig var redet. Pga. bølgerne kunne Chris ikke komme ind til land, så han råbte til os, at vi skulle prøve at sætte kajakken i vandet og svømme ud, så vi måtte smide vores kangaer og begive os ud i bølgerne. Chris havde en hjælper med, som også hoppede i vandet fra båden, og hjalp Fie og jeg med at svømme med kajakken. Da vi endelig nåede over til båden og lå i vandet, kiggede Fie på mig, mens hun halvvejs prøvede at hive sig op over rælingen, og sagde ”Jeg har det som om, at vi er med i en film”, og det kunne jeg kun give hende lidt ret i. Et stykke tid efter sad vi begge på båden - en smugle udmattede, men også rigtig glade. Så gik turen hjem af. Vi måtte sejle den anden vej rundt om øen, da blæsten var for stærk og bølgerne for store, den vej Fie og jeg havde sejlet, men så fik vi også den tur. Da vi kom over på den anden side af øen, blev vandet igen helt stille, og vi kunne se ind på de små landsbyer, stranden og palmerne inde langs kanten af øen. Det var en flot tur, og der sad vi på båden med gennemblødt tøj og vind i håret. Vi havde klaret det! Det var næsten ikke til at forstå, hvordan vi kort tid forinden havde kæmpet os gennem strømmen, når vandet var så stille og klart på denne side. Til sidst var vi tilbage på logden, hvor vi drak en kold cola, lå på stranden, slappede af, nød udsigten til søen og solnedgangen, grinede og fik god aftensmad. Det var en dejlig og stille afslutning på en ellers ret så spændende og dramatisk dag!