En stille, rolig og dramatisk dag

D. 14/6 var en dag, som viste sig at blive utrolig spændende. Måske endda lidt for spændende! Fie og jeg havde aftalt, at vi skulle ud at sejle i havkajak på Tanganyikasøen, og planen var, at vi bare skulle tage det stille og roligt, slappe af og nyde naturen, men somme tider kan tingene vise sig fra en helt anden side end forventet, så alle ens forestillinger og ideer ændres til noget fuldstændig anderledes. Sådan kan man jo blive overrasket, og det skal jeg lige love for, at vi også blev.
Dagen startede kl. 07.30 om morgenen, hvor vi smurte madpakke, spiste morgenmad og gjorde os klar til vores udflugt. Herefter gik turen over bjerget, over på logden, hvor vi skulle leje kajaken og sejle fra. Der var helt stille vejr fra morgenen, solen var på vej op, og luften var stadig en smugle kølig. Jeg nåede lige at få en kop kaffe, inden vi pakkede vores ting ned i båden og satte den i vandet. Ideen var, at vi skulle sejle rundt om en ø kaldet Mandekiringe, og turen ville tage ca. 3-4 timer. Det gik godt det første stykke vej, hvor vi oven i købet også fik taget nogle billeder, men da vi var kommet et godt stykke vej, og havde passeret den første side at øen, blæste det op, og bølgerne blev ligeså stille større og større. Det var meningen, at vi skulle sejle mellem to øer, for at undgå at sejle langs en bugt, men sådan kom det ikke til at gå. Da vi havde sejlet et stykke tid, blev bølgerne efterhånden endnu større, vinden tog til, og strømmen blev stærkere – så stærk at vi til sidst følte, at vi ikke længere havde styringen over kajakken. Vi kunne faktisk hverken komme frem eller tilbage, til højre eller til venstre, og derfor besluttede vi, at lægge til land så snart vi kunne komme til det. Det var i sig selv lidt af en udfordring, da der kun var klippesider langs øen. Mens vi kæmpede for at nå hen til bugten, så jeg pludselig noget stort bevæge sig i vandet. Længe prøvede jeg at overbevise mig selv om, at mine øjne tog fejl, men til sidst måtte jeg give efter og erkende, at der faktisk lå en 3-4 meter lang krokodille i vandet omkring 4-5 meter væk fra båden. Den var mindst ligeså lang som kajakken. Vi har hele tiden vidst, at der er krokodiller i Tanganyikasøen, men vi har også hele tiden vidst, at man skal være utrolig heldig for at se en – men, i dag havde vi altså ”heldet” med os. Normalt synes jeg, at der skal en del til at skræmme mig, men jeg må indrømme, at jeg blev bange i denne situation, faktisk så bange at jeg ikke engang følte, at mit hjerte begyndte at hamre hurtigere, men snarere at det stod helt stille. Jeg vendte mig i båden og sagde til Fie, at jeg synes, vi skulle sejle ind i bugten og ligge til land nu, hvortil hun svarede ”hvorfor”, da det var svært at komme ind pga. bølgerne. Der gik dog ikke mere end et sekund, før hendes øjne blev store og hun sagde ”Sig ikke mere – jeg har set den”, og den havde også set os. Så gik det stærkt. Årene blev stukket dybt i vandet, og vi lagde alle vores kræfter i. Fie havde sagt 5 minutter tidligere, at hun snart ikke havde flere kræfter, men jeg skal lige love for, at de kom tilbage, da det gjaldt! Vi padlede og padlede, og til sidst lykkedes det os at komme ind i bugten, hvor vi fik øje på en lille landsby, hvor vi kunne ligge til land. Bølgerne var dog så store, at vi måtte svømme det sidste stykke ind. Landsbybeboerne så noget overrasket ud, da der pludselig kom svømmende to hvide piger med bare ben og en kajak, men de kom os hurtigt til hjælp, så vi kunne få løftet kajakken ind på land. Det var sjovt at se, hvordan alle børnene, mænd og kvinder samledes rundt om Fie og jeg, som sad trætte på båden. Nu kom det næste problem. Hvordan kom vi tilbage? Bølgerne var for store til, at vi turde sejle ud igen, og det var heller ikke ligefrem det, vi havde mest lyst til efter vores møde med krokodillen. Vi havde min mobiltelefon med, men vi kom hurtigt i tanke om, at jeg kun havde få numre derpå, da min rigtige telefon var gået i stykker nogle dage forinden. Heldigvis havde Fie ladet sin telefon ligge tilbage til opladning i baren på logden, og der var ikke andet at gøre end at prøve at ringe og håbe på, at nogen tog den. Vi fandt en smule forbindelse på en bakke på øen, og ringede så for de sidste penge jeg havde på mobiltelefonen, og heldigvis fik vi fat i Chris (ejeren af logden). Vi forklarede ham situationen, og han lovede at komme og hente os i hans båd. Mens vi ventede, snakkede vi lidt med børnene og kvinderne, som var sammen med os. Nogle af kvinderne brugte det meste af tiden på at overtale os til at give dem cigarretter. Endelig så vi Chris sejle om hjørnet ind i bugten og til vores forbavselse, begynde vi at vinke lidt med padlerne, som om at vi endelig var redet. Pga. bølgerne kunne Chris ikke komme ind til land, så han råbte til os, at vi skulle prøve at sætte kajakken i vandet og svømme ud, så vi måtte smide vores kangaer og begive os ud i bølgerne. Chris havde en hjælper med, som også hoppede i vandet fra båden, og hjalp Fie og jeg med at svømme med kajakken. Da vi endelig nåede over til båden og lå i vandet, kiggede Fie på mig, mens hun halvvejs prøvede at hive sig op over rælingen, og sagde ”Jeg har det som om, at vi er med i en film”, og det kunne jeg kun give hende lidt ret i. Et stykke tid efter sad vi begge på båden - en smugle udmattede, men også rigtig glade. Så gik turen hjem af. Vi måtte sejle den anden vej rundt om øen, da blæsten var for stærk og bølgerne for store, den vej Fie og jeg havde sejlet, men så fik vi også den tur. Da vi kom over på den anden side af øen, blev vandet igen helt stille, og vi kunne se ind på de små landsbyer, stranden og palmerne inde langs kanten af øen. Det var en flot tur, og der sad vi på båden med gennemblødt tøj og vind i håret. Vi havde klaret det! Det var næsten ikke til at forstå, hvordan vi kort tid forinden havde kæmpet os gennem strømmen, når vandet var så stille og klart på denne side. Til sidst var vi tilbage på logden, hvor vi drak en kold cola, lå på stranden, slappede af, nød udsigten til søen og solnedgangen, grinede og fik god aftensmad. Det var en dejlig og stille afslutning på en ellers ret så spændende og dramatisk dag!

En helt almindelig hverdag – d. 25 maj

Dette blogindlæg skriver jeg ikke på baggrund af en konkret oplevelse, men mere for at forsøge at skabe et billede af, hvad en helt almindelig hverdag her i Tanzania kan indeholde.

Jeg startede min dag med at være i cheke chea, hvor temaet for denne uge er natur/farver. Først sang vi lidt med børnene, de fik uji (en form for vælling), vi børstede tænder med dem, og til slut blev der læst en bibelhistorie. Dette er fast prosideure for hver dag i cheke chea. Senere på dagen var aktiviteten, at de skulle i skoven for at snakke om skovens farver og finde forskellige blade, som skulle limes på et træ, som vi volontører havde malet på et stykke lagen dagen før. I denne uge har børnene hver dag været på gåtur for at opleve forskellige steder i naturen, snakke om farverne der, og ikke mindst snakke om, hvilke ting, som kan være farlige på de forskellige steder, hvor de omgås. Nogle af børnene kommer f.eks. med brandsår, fordi de har leget for tæt på bålet, når der er blevet lavet mad i deres hjem. Første dag var de nede ved søen, på anden dagen var vi nede i landsbyen og i dag, var turen så kommet til skoven, hvor børnene fandt en masse blade og blomster, som kunne bruges til træet. Jeg synes, det var en super fin oplevelse at dekorere træet med blade sammen med børnene, og det virkede også til, at de nød det, selvom der en gang i mellem godt kan opstå en smule forvirring i situationen. Men, de klarede det rigtigt fint med at få puttet lim på bladende, ja endda både på forsiden og bagsiden, og få sat dem fast på træets grene. Det er dejligt at se, når de prøver at koncentrere sig om noget, og hygger sig med det – så pyt med om bladende ikke bliver placeret helt korrekt, og at nogle af dem vender med bagsiden ud af. Vi endte ud med at have et rigtig unikt og flot træ, som vi nu kan udsmykke en af vægende i cheke chea med.

I de forrige uger har vi arbejdet på at sy nye uniformer til børnene. Det har været noget af et projekt, men i dag nåede vi dagen, hvorpå de var blevet færdige, og klar til at blive uddelt til dem som manglede, og jeg tror, at børnene var godt tilfredse med dem. Jeg synes egentlig, at uniformer er en rigtig god ide til børnene i cheke chea, da disse, i manges tilfælde, næsten er bedre end deres eget tøj. Meget af det er utrolig slidt og snavset, og derfor er det godt, at de alle har ens uniformer, som de kan bruge, mens de er i cheke chea.

Da vi var færdige i cheke chea og havde spist middagsmad, besluttede Sophie, Fie, Helene og jeg os for at gå ned til søen og svømme. Når vi er nede ved vandet, får vi ofte selvskab af nogle børn fra landsbyen, og det var også tilfældet i dag, så dem snakkede vi også lidt med. Om aftenen havde vi engelsk undervisning for secondaryschool eleverne. Dagens time gik ud på, at de skulle læse og forstå nogle små tekster, som vi havde lavet spørgsmål til, og næstefter skulle de lære klokken. Det havde de faktisk en del besvær med, men de fik en bedre forståelse for det, og det er helt klart et skridt på vejen. Problemet ved skolesystemet her i Tanzania er, at al undervisningen foregår på engelsk og, at undervisningen i høj grad bygger på at skrive af fra tavlen, hvilket ikke giver de bedste resultater. Denne form for undervisning medfører desværre ofte, at eleverne overhovedet ikke forstår store dele af deres stof, da de jo ikke er særlig gode til engelsk, og da spørgsmål til læreren ikke er noget, man gør meget i hernede. Det er tankevækkende, at alt deres undervisning udelukkende foregår på engelsk, når vi sidder og underviser dem i farver, klokken og simple læsetekster, hvilket de har svært ved. Vi oplever dog, at vores engelsk hold vokser mere og mere og, at de tør stille flere og flere spørgsmål i timerne, hvilket helt klart er et stort fremskridt og en stor berigelse at opleve. Vi prøver at variere undervisningen, så det bliver spændende for eleverne, og så de får oplevelsen af, at det kan være bare en lille smugle sjovt at gå i skole. Vi har en lærebog, som vi følger, og herudover slutter vi gerne af med en lille leg eller et spil. Målet er, at de skal få snakket så meget engelsk så muligt frem for hele tiden at skrive ned, og det synes jeg virker rigtig fint ind til videre.

Det var hvis, hvad jeg havde at skrive for denne gang. Jeg håber, at det har givet lidt et billede af, hvad en helt almindelig hverdag i Kipili kan byde på.

Min 20 års fødselsdag i Tanzania

D. 5 maj blev en helt fantastisk dag, og helt klart en af de dage, jeg vil se tilbage på, og huske som en af de bedste her i Kipili, selvom jeg i starten synes, det var en smule underligt ikke at skulle fejre rund fødselsdag sammen med familie og venner. Til gengæld var jeg sammen med 3 super gode piger, som virkelig gjorde dagen til noget helt specielt for mig. Om morgen blev jeg vækket af Fie med fødselsdagssang, morgenmad på sengen, og 20 små forskellige fødselsdagsgaver fra en af Kipilis bedste shops. Herefter bestemte vi os for at gå op i Knuds hus og spise med de andre. Også her fik jeg mig en overraskelse, da Helene og Sophie havde pyntet rigtig flot op med et ”Happy Birthday” hjerte i loftet og en masse små danske flag på bordet. Her sad jeg og spiste nybagte boller, som Fie havde fået Rehema (køkkendamen) til at bage i dagens anledning. Om formiddagen var vi i cheke chea, og da vi kom tilbage, var der kylling til middagsmad, hvilket er det fineste, man kan få hernede. Om eftermiddagen gik Fie og jeg over på Lodgen, hvor vi drak kaffe og cola, mens vi nød udsigten ud over søen. Vi hyggende os på stranden og svømmede helt til sidst på eftermiddagen, hvor Sophie og Helene kom for at spise aftensmad med os. Inden vi skulle spise, lå vi og så på stjerner, mens der blev tændt bål og en masse små petroleumslygter. Til aftensmad fik vi til forret: fisk, til hovedret: steak, kartofler og sovs, og til dessert: chokoladeis, og det smagte rigtig godt alt sammen. Vi sad og snakkede og nød stemningen resten af aftenen, og herefter kørte Chris os hjem til Kipili igen. Vi havde ellers taget lommelyster med, så vi kunne gå over bjerget hjemad, men Chris fortalte os, at en af tjenerne havde mødt en gepard en aften, han skulle gå hjem fra arbejde. Heldigvis havde han en vandflaske, som han slog den i hovedet med, så den løb væk, men efter den historie var jeg nu meget glad for, at vi ikke havde begivet os ud på hjemturen på gåben. Da vi var sikkert hjemme i Kipili igen, tændte Fie og jeg min petroleumslygte på terrassen, som jeg havde fået af Sophie og Helene i gave sammen med et par sandaler. Her sad vi og røg en smøg, mens jeg nød det sidste af min fødselsdag. Hele dagen havde der ikke været telefondækning, men den dukkede op igen sidst på aftenen, så jeg lige kunne nå at snakke med min familie og kæreste. Dagen kunne ikke have været bedre, og det kan jeg takke Helene, Fie og Sophie for. De havde virkelig gjort noget for, at jeg skulle få en god dag!
Det var så min fødselsdag. Det er ikke hvert år, man får lov til at opleve, at blive 20 år i Tanzania! :)

Safari i Katarvi nationalpark

Katavi nationalpark er en af de mindre besøgte nationalparker i Tanzania, men det giver god mulighed for at kører rundt på egen hånd og opleve naturen og de mange dyr uden, at støde ind i en masse andre mennesker. På denne måde synes jeg virkelig, at man får følelsen af at være midt ude i ingenting, hvor naturen er uberørt af mennesker, og hvor dyrene lever vildt i deres egne omgivelser. Også denne tur, som Knud tog os med på, var rigtig spændende og en fantastisk smuk oplevelse. Fie og jeg kørte d. 9 maj med Chris, som driver en lodge på den anden side af bjerget i Kipili. Han skulle hente nogle gæster på Riverside camp, som ligger i Katavi, hvor vi også skulle overnatte mens vi var på tur, så det passede fint. Da vi ankom gik Fie og jeg ned i landsbyen, hvor vi spiste for det, der svarer til 4. kr. og snakkede med nogle af de lokale. Det var en hyggelig formiddag. Om eftermiddagen viste bestyreren af Riverside os ned til en sted, hvor vi kunne side og nyde udsigten ud over floden, hvor der på dette tidspunkt levede 5 flodheste. Vi fik også lov til at se en af de kæmpe dyr gå på land. Den stod kun 5 m. væk fra os, og det var en lidt skræmmende oplevelse på en spændende måde. Flodhesten skulle være det dyr, som slår flest mennesker ihjel i Afrika om året. Den er normalt ikke et specielt aggressivt dyr, men hvis en lille fiskerbåd kommer imellem en mor og dens unge, føler de sig truet, og i sådan et tilfælde vælter den simpelthen båden om kuld. Her sad vi i 8 timer og studerede flodheste – spændende! Næste dag mødtes vi med Knud, Anders, Helene, Sophie, Heidi og Jeanette, og vi kørte ind i selve nationalparken. Første dag kørte vi på den ene side af parken, og næste dag tog vi den anden. Vi fik lov at se mange forskellige dyr, massere af impalaer, bøfler, giraffer og flodheste, en enkelt skildpadde og en slange kaldet puffadder. Det er en af de langsommste men også mest giftige hugorme i Afrika. Herudover forskellige fuglearter, aber og krokodiller. Sidst på 2. dagen så vi endelig en kæmpe stor gammel hanelefant, hvilket vi havde kigget lang tid efter. Vi havde håbet på at se løver, men det blev desværre ikke på denne tur. Til gengæld fik vi lov, at se nogle af de billeder Knud havde taget af løver fra Katarvi, da han havde været på tur i nationalparken med tidligere volontører. Næste dag kørte vi tilbage mod Kipili, og Heidi og Jeanette tog med for at blive der et par dage. Vi havde en super spændende og god tur, og nogle gode dage efterfølgende i Kipili.

Kalambo falls

D. 27 april fik alle os volontører fra Kipili lov til at tage med på en tur til Kalambo falls. Vi skulle afsted sammen med Peter, som underviser på bibelskolen i Sumbawanga, og Heidi og Jeanette som er volontører i Sumbawanga. Vi tog tidligt afsted, men der var højt humør, trommen og sang i bilen, mens vi alle nærmest blev kastet rundt pga. den meget humpede vej. Da vi var nået halvvejs, holdt vi en pause, hvor vi kunne ryge en smøg. Peter havde også taget kaffe, boller og alverdens gode ting og sager med, som vi spiste i græsset. Efter nogle timer nåede vi frem til Kalambo falls, og vi måtte gå det sidste stykke vej, da det ikke var muligt at køre ind med bil. Kalambo falls er et af de længste vandfald i Afrika, og det ligger utrolig uforstyrret af forskellige turistprægede ting. Derfor er det en helt speciel oplevelse at gå det sidste stykke vej gennem skoven ind til vandfaldet. Vandfaldet og dalen nedenfor udgør nærmest en grænse, da den ene side er Zambia og den anden Tanzania. Det var så smukt, så det faktisk er ubeskriveligt (Der må i se billederne nedenfor). Normalt er jeg ikke nervøs ved højder overhovedet, men jeg må indrømme, at jeg blev en smule svimmel og forbavset over at se, hvor langt der i virkeligheden var ned. Da vi havde nydt udsigten og fået fotograferet en times tid, gik vi igen tilbage til bilen og fik kaffe. Herefter kørte vi videre til det sted, hvor vi skulle overnatte til dagen efter. På vejen stoppede vi lige, så vi kunne se udsigten ud over Tanganyika lake. Det var virkelig et hyggeligt og smukt sted, vi skulle sove, og det lå helt ned til vandet, hvor vi var ude at bade. Her slappede vi af resten af dagen, og om aftenen spiste vi alle ged og ris, og Fie, Jeanette, Heidi og jeg sad ved strandkanten og så på lyn ud over vandet, mens de andre sang og spillede på terrassen. Det var virkelig en hyggelig og smuk tur, og vi var så glade for, at vi måtte komme med. Peter havde virkelig gjort det hyggeligt for os alle, hvilket han er rigtig god til. Tidligt næste morgen kl. 06.00 tog Helene, Sophie, Fie og jeg tilbage til Sumbawanga, hvorfra vi næste dag tog bussen tilbage til Kipili. På vej over til busstationen kom der pludselig fire damer løbende, som bar på en femte kvinde. Hun så ud til at have det rigtig dårligt, og vi ville gerne hjælpe, hvis vi kunne. Det var der nogle andre damer, som grinede meget af, hvilket virker så underligt for mig. I Danmark forstiller man sig ikke, at almindelige mennesker ville kunne finde på at stå og grine, hvis nogen prøvede at hjælpe, når en anden var kommet til skade, men sådan er der nogle ting, som er anderledes hernede. Det er meget normal afrikansk kultur at kvinderne griner af hinanden. Det synes jeg var en smugle fostrerende i starten, men sådan er det, og det vender man sig jo også til. Heldigvis kom der en mand, som bar kvinden det sidste stykke vej, hvor hun fik hjælp. Busturen tilbage gik fint, og vi var tilbage i Kipili sidst på eftermiddagen.

Tilbageblik – d. 11 maj, onsdag

Nu ligger jeg og kigger ud over Kipili og Tanganyikasøen. Landskabet er ved at få rigtig mange efterårsfarver nu. Det er utroligt så hurtigt, det har skiftet, fra da vi kom herned i slutningen af regntiden og til nu, men faktisk har jeg også været her i næsten halvanden måned. Fie og jeg er begge ved at falde til her i Kipili, og hverdagen bliver mere og mere hverdag for os. Det er dejligt. Fra kl. 08.30 – 12.00 arbejder vi i cheke chea, hvor vi leger med børnene og hjælper de to tanzanianske kvinder med at lave program for aktiviteter de forskellige dage. Vi planlægger en uge af gangen, hvor vi kører med et bestemt tema. Børnene har lige fra starten af taget rigtig godt imod os. Når det bliver frikvarter, varer det ikke længe før, de kommer løbende hen for at tage os i hånden og med ud at lege. Det er sjældent, at man sidder med et af børnene på skødet uden, at der også hænger tre ind over knæende og 2 på ryggen af os. De udviser stor glæde for vores nærvær, og det er skønt! Mange af dem har et stort opmærksomhedsbehov, nogle mere end andre, hvilket vidner om, hvor meget de har brug for kærlighed og omsorg. Når vi går nede i Kipili landsby, er det ikke unormalt, at se helt små børn sidde i skidt på jorden og kigge. Mange kvinder i Tanzania får børn tidligt, og med ikke mange års mellemrum, så når der kommer en ny, får det barn pladsen på ryggen af moren, mens hun går og arbejder. Derfor er der mange små børn, som lidt må passe sig selv, selvom de egentlig stadig har brug for megen kærlighed og kontakt til deres mor. Det er nok meget bagslaget herfra, vi mærker i cheke chea. Jeg håber sådan, at jeg kan være med til at give dem noget af den kærlighed og nærkontakt til en voksen, som de mangler. Der er mange ting ved børnene i cheke chea, som kan være hårde at tænke på, men heldigvis er der også mange gode. Eksempelvis er det dejligt at se, hvor gode de selv er til at sætte gang i nogle lege. F.eks. leger de kvæg- eller gedehyrde eller mor med barn på ryggen, og så kan de godt lide at danse, mens en anden spiller på tromme, hvilket de er rigtig gode til hernede. De har en hel fantastisk rytme i kroppen, synes jeg. Dog har jeg også nogle af pigerne lege med en dukke, som de slog med en lille pind, og det er jo ikke så godt. Det er også skønt at se, når de gør noget godt for hinanden. Det giver mig meget. En dag hvor en lille pige var faldet og havde slået sig, og jeg sad og trøstede hende inde på kontoret, kom der en anden pige og sagde ”Pole pole” (som betyder noget i stil med, rolig rolig). Hun havde en bamse i hånden, som hun var meget glad for, og jeg kunne se, hvordan hun skiftevis kiggede på dukken og så på pigen der græd, men til sidst gav hun stille og rolig bamsen til hende for at trøste hende. Det gjorde mig rigtig glad, og det var så opløftende at se. Ud over at arbejde i cheke chea underviser fie og jeg nogle unge piger og drenge i engelsk 3 gange om ugen. Det har vi meget sjov ud af, og timerne bliver tit underholdende for både os og eleverne, da de ikke er ørne til engelsk, og vi bestemt heller ikke er gode til Swahili endnu.

Når vi har fri, nyder vi at gå ned til vandet, hvor vi vasker hår og bader. Det er helt vildt flot ved søen, hvor man kan se Congos bjerge i baggrunden. Herudover går Fie og jeg af og til ned i Kipili, hvor vi har fundet en lille hytte, hvor vi kan sidde og nyde en kold cola. Det er det eneste sted i Kipili, hvor man kan købe kolde drikkevarer. De koster da også 200 tsh. mere, men det går nok da 1000 tsh. = 4 kr. Landsbyen er også utrolig smuk på sin egen specielle måde, og vi bliver mødt af børn, som kommer løbende hen og tager os i hånden og råber ”msungu”, som betyder hvid. De unge og de vokse hilser ofte med ”habari” eller ”karibu”, som betyder, hvordan har du det? og velkommen.

I påsken fra d. 21. – d. 24. april var der påskelejr i Kipili, for nogle unge tanzanianere herfra og fra de omkringliggende landsbyer. Vi spiste middagsmad sammen med dem, og om eftermiddagen havde de bibelstudie med Knud. Om aftenen spiste vi igen sammen, sang og holdt en lille andagt. Skærtorsdag og langfredag aften blev der vist The Passion of the Christ på storskærm i kirken, hvor Knud sad bagerst og oversatte filmen til swahili. Det var en rigtig god og rørende aften, da man kunne mærke, hvor stort et indtryk filmen gjorde på os alle sammen. Påske søndag var vi alle tidligt oppe, da vi skulle i kirke kl. 06.00, for at mindes da Maria og Magdalene gik ud til graven tidligt påskemorgen og fandt, at Jesus var opstået. Det var en spændende måde at starte påskesøndag på, selvom det var meget tidligt! Om aftenen blev der igen vist film om Jesus, men denne gang var det midt nede i Kipili, hvor hele byen sad og så med. Jeg tror, at denne aften er en af de ting, som har gjort størst indtryk på mig, mens jeg har været her. Fie og jeg sad sammen med to små piger, som frøs en smugle, så dem kunne vi holde lidt om, og de synes, at det var så sjovt at røre ved vores lyse hår og hud. Her sad vi, midt i det hele, mellem en masse masse mennesker, som så film om Jesus og kom med udbrud og suk, når der var var noget som gjorde indtryk på dem. Det var en virkelig god og livsbekræftende oplevelse.

Nu er jeg igen kommet til at skrive et enormt langt blogindlæg, da det indeholder flere forskellige ting, men jeg lover, at de næste nok skal blive kortere.

Afrikansk bryllup – d. 17 april, søndag

Kl. er nu 21.00, og jeg er rigtig træt. Det ligner mig ellers ikke på dette tidspunkt af dagen, men det har været en fantastisk spændende og indholdsrig dag. Vi mødtes alle sammen omkring kl. 08.30 oppe i Knuds hus, så vi lige kunne nå at spise morgenmad og øve vores sang og præsentation, inden vi skulle i kirke kl. 10.00. Det er tradition, at de nye som kommer til Kipili skal holde en lille præsentation af sig selv og synge for menigheden til deres første gudstjeneste, så det skulle Fie og jeg også. Heldigvis havde vi fået forstærkning, mht. sangen, af Sophie, Helene og Anders, vores medvolontøre. Det var en speciel dag i kirken, da der både var dobbelt bryllup og barnedåb.

Mit førstehåndsindtryk af den Tanzanianske kirke er, at den er noget forskellig fra den danske. De er gode på hver deres måde. Jeg oplevede gudstjenesten i dag som utrolig levende og på en måde afslappet. Der var farvestrålende strimler af stof i loftet, masser af dans og sang, og under prædikenen blev der både svaret med råb, ”Halleluja, ”Amen” og latter. Det var dejligt at se, hvordan præsten havde kontakt til menigheden under prædikenen og fik dem til at grine. Man føler sig i det hele taget rigtig velkommen, når man træder ind i kirken. Det var egentlig også en god oplevelse at synge. Vi havde valgt sangen ”Jesus i din nærhed”, og jeg blev helt glad, da vi kom i gang – selvom tingede er så forskellige fra derhjemme og, at Tanzania er langt bagud i udviklingen, hvilket både kan ses og føles, var vi alligevel alle samlet for det samme i kirken i dag. Gudstjenesten tog 2,5 time.

Efter gudstjenesten var vi inviteret til bryllupsfest. Da vi kom ind, blev vi vist op til hovedbordet, næsten lige ved siden af brudeparret, mens andre sad på stole eller på gulvet rundt omkring. Det var lidt specielt at sidde så tæt på nogen til deres bryllup, når jeg knap vidste, hvem de var. Menuen var ris og lammekød, og efter vi havde spist, var der dans. Der var specielt en mand, som virkelig fik danset. Jeg tror aldrig, jeg har set en mand, hvor hofterne sad så løst som i hans tilfælde. I Tanzania er det tradition, at gæsterne kommer dansende ind med gaverne til brudeparret, som står og tager imod dem, og det skulle vi derfor også. Det blev der grinet noget af. Vi kunne hvis ikke helt gøre det på den rigtige måde, og jeg kunne også godt forstille mig, at det må have set sjovt ud først med os fem volontør og derefter Knud som bagtrop med armene viftende over hovedet. Alle gæsterne til brylluppet var glade og i festhumør. De eneste som ikke virkede så glade, – ja, faktisk det modsatte, var brudeparret, hvilket undrede mig meget! De snakkede ikke rigtig med hinanden, og der var ikke nogle forelskede blikke eller kærlige kommentarer, som vi kender det i Danmark. Ikke engang brudevalsen virkede særlig romantisk, men Knud forklarede, at det var helt normalt hernede. Til et bryllup smiler man ikke til hinanden eller viser, hvad man inderst inde føler og ved nærmere eftertanke, ser man generelt heller aldrig rigtig et ægtepar sammen. Det er sjældent, at de følges sammen i kirke, og jeg har endnu ikke set nogen, som sidder sammen eller går og holder i hånd. I Danmark går man jo sjældent mere end 100 m. ned gennem en gade uden at se, et kærestepar komme gående. Det er mig ubegribeligt, hvordan de kan skjule deres følelser så godt, så ikke engang deres øjne afslører sandheden, som forhåbentlig gemmer sig et sted inde bag den hårde facade.

Jeg kunne blive ved med at skrive, men jeg må hvis hellere afslutte nu, inden det bliver alt for forvirrende. Tak for i dag!

Mødet med Tanzania

Det er i grunden utroligt, hvor hurtigt tingende kan ændre sig på så kort tid. Det ene øjeblik ser tingende ud på en måde, og på et andet, har det hele lige pludselig ændret sig fuldstændigt. Sådan oplever jeg det nu, både udvendig og indvendig. Det har altid været mit ønske og min drøm at rejse til Afrika, især i håb om at Gud vil kunne bruge mig der. Nu er jeg her så – i Tanzania!

Rejsen herned har været rigtig lang, men den er gået godt, også over al forventning. Vi rejste d. 7. april med toget fra lille Hjørring til Kastrup lufthavn. Herfra fløj vi til London og næstefter videre til Dar es Salaam. Nu var rejsen for alvor begyndt. I Dar es Salaam blev vi hentet af Michael, som kørte os til Passionist Fathers, hvor vi skulle overnatte til dagen efter. Vi var allerede fremme ved hotellet omkring kl. 09.00, så der var rig mulighed for, at opleve Dar es Salaam inden vi skulle videre. Vi mødte en mand fra Tyskland, som vi fulgtes med, og sammen med ham fik vi både oplevet: et slumkvarter, en strand og en markedsplads i en mørk parkeringskælder, hvor der lugtede rigtig dårligt, og luften virkelig var tæt. Om aftenen da vi havde spist aftensmad, nåede vi endda lige at ryge en cigaret med en masai, som var vagt ved hotelet. Masajerne i Tanzania fungerer ofte som securityvagter, da befolkningen er bange for dem. Der går nemlig gamle rygter om, at masajerne kan de mystiske og mest umenneskelige ting. Hvilken uvirkelig oplevelse først at stå hjemme i trygge lille Danmark og vinke farvel til familie og venner, og 24 timer efter står man ansigt til ansigt med en vaske ægte masaj. Næste dag rejste vi med bus videre mod Mbeya. Vi skulle køre kl. 05.30 om morgenen, og havde en 14 timers lang bustur foran os. Det var et virvar på busstationen med massere af mennesker, sælgere, og folk som meget gerne ville hjælpe. Fie og jeg måtte næsten give helt op, og bare prøve at koncentrere os om at følge med bestyren fra PF så godt vi kunne, samtidig med at vi skulle holde øje med drengene, som bar vores store og tunge tasker foran os så let som ingenting. Det medførte dog også et lille styrt, efterfulgt af et kæmpe blåt mærke på knæet, men vi kom igennem, og på busturen kom jeg for alvor til at opleve den smukke natur og afrikanske kultur. Jo længere vi kørte ud, desto mere ændrede landskabet sig. Der var masser af små huse med stråtag og landsbyer, hvor kvinderne kom gående med deres små børn siddende på ryggen, eller kom bærende med alverdens sjove ting og sager på hovedet, i deres farverige kangaer. Når bussen engang i mellem stoppede, kom der en masse drenge løbende, som gerne ville sælge sodavand, kiks, nødder, mejs osv. Mange bar det i kurve, som de løftede op mod busvinduet i håb om, at passagerne ville købe nogle ting ind gennem vinduet. Jeg må sige, at det var en bemærkelsesværdig salgsmetode de brugte, der var både, lyde, råb, blikke og fagter:) På turen fik vi også lov til at opleve elefanter, aber, gazeller og giraffer. Menneskerne i bussen var utrolig hjælpsomme og ville meget gerne fortælle os, når der var noget vi skulle se, og hvornår vi skulle stå af, så det var en stor hjælp! I Mbeya skulle vi sove hos en indisk kvinde, Sharmala, men inden vi kunne komme over til hende, måtte vi først have vores busbiletter til dagen efter til Sumbawanga, og finde vores taxachauffør. I Mbeya var der endnu mere kaos og endnu flere mennesker. Det var blevet mørkt, og de stod alle sammen tæt op af os, for at få lov til at hjælpe, så her måtte vi lige slå koldt vand i blodet. Da vi skulle til at betale, opstod der en smule tvivl om, hvem der i virkeligheden havde hjulpet, og det endte derfor med, at Fie og jeg gav dem 10.000 tsh. til deling. Det fik vi senere at vide, var alt for meget. I Mbeya skal man huske at være en smugle opmærksom og passe godt på sine ting. Endelig nåede vi frem til Sharmala, og her blev vi positivt overrasket. Hun er en rigtig glad og sprudlende kvinde, hvilket gadebørnene, som bor ved hende, så ud til at nyde godt af. En af dem skulle starte i skole næste dag, og derfor blev der holdt afskedsfest, med masser af god mad og fødselsdagskage, da drengen skulle holde sin fødselsdag på skolen. Ved maden fik vi fortalt, hvilken baggrund de 10 drenge havde, og hvordan de var havnet ved Sharmala. Mange af dem havde en trist fortid, men det var dejligt at se, hvor godt de havde det nu.

Næste dag kørte vi de sidste 9 timer i bus og blev så hentet af Knud i Sumbawanga, hvor vi var ude og se byen, og hvor vi spiste sammen om aftenen. Dagen efter kørte vi det sidste stykke vej med Knud til Kipili. Aldrig i mit liv har jeg set så mange mennesker i en bil! Den var simpelthen det, man kalder prop fuld. Turen var utrolig smuk, og vi blev endnu mere begejstrede, da vi så, hvor smukt Kipili ligger. Lige ud til Tanganyika søen, som er så flot fra Knuds terrasse.

Det blev noget af en lang beskrivelse, men der er så mange nye indtryk her i starten. Nu glæder jeg mig til at falde til i Kipili, og se hvad mine 3 måneder her vil bringe.

Afrejse

Torsdag d. 7. april 2011