Kl. er nu 21.00, og jeg er rigtig træt. Det ligner mig ellers ikke på dette tidspunkt af dagen, men det har været en fantastisk spændende og indholdsrig dag. Vi mødtes alle sammen omkring kl. 08.30 oppe i Knuds hus, så vi lige kunne nå at spise morgenmad og øve vores sang og præsentation, inden vi skulle i kirke kl. 10.00. Det er tradition, at de nye som kommer til Kipili skal holde en lille præsentation af sig selv og synge for menigheden til deres første gudstjeneste, så det skulle Fie og jeg også. Heldigvis havde vi fået forstærkning, mht. sangen, af Sophie, Helene og Anders, vores medvolontøre. Det var en speciel dag i kirken, da der både var dobbelt bryllup og barnedåb.
Mit førstehåndsindtryk af den Tanzanianske kirke er, at den er noget forskellig fra den danske. De er gode på hver deres måde. Jeg oplevede gudstjenesten i dag som utrolig levende og på en måde afslappet. Der var farvestrålende strimler af stof i loftet, masser af dans og sang, og under prædikenen blev der både svaret med råb, ”Halleluja, ”Amen” og latter. Det var dejligt at se, hvordan præsten havde kontakt til menigheden under prædikenen og fik dem til at grine. Man føler sig i det hele taget rigtig velkommen, når man træder ind i kirken. Det var egentlig også en god oplevelse at synge. Vi havde valgt sangen ”Jesus i din nærhed”, og jeg blev helt glad, da vi kom i gang – selvom tingede er så forskellige fra derhjemme og, at Tanzania er langt bagud i udviklingen, hvilket både kan ses og føles, var vi alligevel alle samlet for det samme i kirken i dag. Gudstjenesten tog 2,5 time.
Efter gudstjenesten var vi inviteret til bryllupsfest. Da vi kom ind, blev vi vist op til hovedbordet, næsten lige ved siden af brudeparret, mens andre sad på stole eller på gulvet rundt omkring. Det var lidt specielt at sidde så tæt på nogen til deres bryllup, når jeg knap vidste, hvem de var. Menuen var ris og lammekød, og efter vi havde spist, var der dans. Der var specielt en mand, som virkelig fik danset. Jeg tror aldrig, jeg har set en mand, hvor hofterne sad så løst som i hans tilfælde. I Tanzania er det tradition, at gæsterne kommer dansende ind med gaverne til brudeparret, som står og tager imod dem, og det skulle vi derfor også. Det blev der grinet noget af. Vi kunne hvis ikke helt gøre det på den rigtige måde, og jeg kunne også godt forstille mig, at det må have set sjovt ud først med os fem volontør og derefter Knud som bagtrop med armene viftende over hovedet. Alle gæsterne til brylluppet var glade og i festhumør. De eneste som ikke virkede så glade, – ja, faktisk det modsatte, var brudeparret, hvilket undrede mig meget! De snakkede ikke rigtig med hinanden, og der var ikke nogle forelskede blikke eller kærlige kommentarer, som vi kender det i Danmark. Ikke engang brudevalsen virkede særlig romantisk, men Knud forklarede, at det var helt normalt hernede. Til et bryllup smiler man ikke til hinanden eller viser, hvad man inderst inde føler og ved nærmere eftertanke, ser man generelt heller aldrig rigtig et ægtepar sammen. Det er sjældent, at de følges sammen i kirke, og jeg har endnu ikke set nogen, som sidder sammen eller går og holder i hånd. I Danmark går man jo sjældent mere end 100 m. ned gennem en gade uden at se, et kærestepar komme gående. Det er mig ubegribeligt, hvordan de kan skjule deres følelser så godt, så ikke engang deres øjne afslører sandheden, som forhåbentlig gemmer sig et sted inde bag den hårde facade.
Jeg kunne blive ved med at skrive, men jeg må hvis hellere afslutte nu, inden det bliver alt for forvirrende. Tak for i dag!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar