Kalambo falls

D. 27 april fik alle os volontører fra Kipili lov til at tage med på en tur til Kalambo falls. Vi skulle afsted sammen med Peter, som underviser på bibelskolen i Sumbawanga, og Heidi og Jeanette som er volontører i Sumbawanga. Vi tog tidligt afsted, men der var højt humør, trommen og sang i bilen, mens vi alle nærmest blev kastet rundt pga. den meget humpede vej. Da vi var nået halvvejs, holdt vi en pause, hvor vi kunne ryge en smøg. Peter havde også taget kaffe, boller og alverdens gode ting og sager med, som vi spiste i græsset. Efter nogle timer nåede vi frem til Kalambo falls, og vi måtte gå det sidste stykke vej, da det ikke var muligt at køre ind med bil. Kalambo falls er et af de længste vandfald i Afrika, og det ligger utrolig uforstyrret af forskellige turistprægede ting. Derfor er det en helt speciel oplevelse at gå det sidste stykke vej gennem skoven ind til vandfaldet. Vandfaldet og dalen nedenfor udgør nærmest en grænse, da den ene side er Zambia og den anden Tanzania. Det var så smukt, så det faktisk er ubeskriveligt (Der må i se billederne nedenfor). Normalt er jeg ikke nervøs ved højder overhovedet, men jeg må indrømme, at jeg blev en smule svimmel og forbavset over at se, hvor langt der i virkeligheden var ned. Da vi havde nydt udsigten og fået fotograferet en times tid, gik vi igen tilbage til bilen og fik kaffe. Herefter kørte vi videre til det sted, hvor vi skulle overnatte til dagen efter. På vejen stoppede vi lige, så vi kunne se udsigten ud over Tanganyika lake. Det var virkelig et hyggeligt og smukt sted, vi skulle sove, og det lå helt ned til vandet, hvor vi var ude at bade. Her slappede vi af resten af dagen, og om aftenen spiste vi alle ged og ris, og Fie, Jeanette, Heidi og jeg sad ved strandkanten og så på lyn ud over vandet, mens de andre sang og spillede på terrassen. Det var virkelig en hyggelig og smuk tur, og vi var så glade for, at vi måtte komme med. Peter havde virkelig gjort det hyggeligt for os alle, hvilket han er rigtig god til. Tidligt næste morgen kl. 06.00 tog Helene, Sophie, Fie og jeg tilbage til Sumbawanga, hvorfra vi næste dag tog bussen tilbage til Kipili. På vej over til busstationen kom der pludselig fire damer løbende, som bar på en femte kvinde. Hun så ud til at have det rigtig dårligt, og vi ville gerne hjælpe, hvis vi kunne. Det var der nogle andre damer, som grinede meget af, hvilket virker så underligt for mig. I Danmark forstiller man sig ikke, at almindelige mennesker ville kunne finde på at stå og grine, hvis nogen prøvede at hjælpe, når en anden var kommet til skade, men sådan er der nogle ting, som er anderledes hernede. Det er meget normal afrikansk kultur at kvinderne griner af hinanden. Det synes jeg var en smugle fostrerende i starten, men sådan er det, og det vender man sig jo også til. Heldigvis kom der en mand, som bar kvinden det sidste stykke vej, hvor hun fik hjælp. Busturen tilbage gik fint, og vi var tilbage i Kipili sidst på eftermiddagen.