torsdag den 26. maj 2011

Min 20 års fødselsdag i Tanzania

D. 5 maj blev en helt fantastisk dag, og helt klart en af de dage, jeg vil se tilbage på, og huske som en af de bedste her i Kipili, selvom jeg i starten synes, det var en smule underligt ikke at skulle fejre rund fødselsdag sammen med familie og venner. Til gengæld var jeg sammen med 3 super gode piger, som virkelig gjorde dagen til noget helt specielt for mig. Om morgen blev jeg vækket af Fie med fødselsdagssang, morgenmad på sengen, og 20 små forskellige fødselsdagsgaver fra en af Kipilis bedste shops. Herefter bestemte vi os for at gå op i Knuds hus og spise med de andre. Også her fik jeg mig en overraskelse, da Helene og Sophie havde pyntet rigtig flot op med et ”Happy Birthday” hjerte i loftet og en masse små danske flag på bordet. Her sad jeg og spiste nybagte boller, som Fie havde fået Rehema (køkkendamen) til at bage i dagens anledning. Om formiddagen var vi i cheke chea, og da vi kom tilbage, var der kylling til middagsmad, hvilket er det fineste, man kan få hernede. Om eftermiddagen gik Fie og jeg over på Lodgen, hvor vi drak kaffe og cola, mens vi nød udsigten ud over søen. Vi hyggende os på stranden og svømmede helt til sidst på eftermiddagen, hvor Sophie og Helene kom for at spise aftensmad med os. Inden vi skulle spise, lå vi og så på stjerner, mens der blev tændt bål og en masse små petroleumslygter. Til aftensmad fik vi til forret: fisk, til hovedret: steak, kartofler og sovs, og til dessert: chokoladeis, og det smagte rigtig godt alt sammen. Vi sad og snakkede og nød stemningen resten af aftenen, og herefter kørte Chris os hjem til Kipili igen. Vi havde ellers taget lommelyster med, så vi kunne gå over bjerget hjemad, men Chris fortalte os, at en af tjenerne havde mødt en gepard en aften, han skulle gå hjem fra arbejde. Heldigvis havde han en vandflaske, som han slog den i hovedet med, så den løb væk, men efter den historie var jeg nu meget glad for, at vi ikke havde begivet os ud på hjemturen på gåben. Da vi var sikkert hjemme i Kipili igen, tændte Fie og jeg min petroleumslygte på terrassen, som jeg havde fået af Sophie og Helene i gave sammen med et par sandaler. Her sad vi og røg en smøg, mens jeg nød det sidste af min fødselsdag. Hele dagen havde der ikke været telefondækning, men den dukkede op igen sidst på aftenen, så jeg lige kunne nå at snakke med min familie og kæreste. Dagen kunne ikke have været bedre, og det kan jeg takke Helene, Fie og Sophie for. De havde virkelig gjort noget for, at jeg skulle få en god dag!
Det var så min fødselsdag. Det er ikke hvert år, man får lov til at opleve, at blive 20 år i Tanzania! :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar